|
||
|
ENIS - et skoleudviklingsprojekt. Hedelyskolens it-plan vil i det næste 2-årige forløb være identisk med den ENIS-plan som skolen har meldt ud til Undervisningsministeriet. De økonomiske ressourser, der tilfalder skolen i denne sammenhæng vil blive målrettet de indsatsområder, som vi har iværksat, så de videreudvikles, samtidig med at vi formidler vores erfaringer på forskellige vis. De 4 indsatsområder er følgende: • Junior-pc-kørekortet (JPCK) • Digitaliseringen i naturfagene • Intraer • Internationalisering JPCK Det er målet at videreudvikle børnenes generelle it-kompetencer, så de bliver i stand til at erhverve sig JPCK-certifikat. Som nævnt i indledningen har skolen i de sidste to perioder haft it med i skoleudviklingsplanen. Derfor falder det ministerielle kørekort helt i tråd med den udvikling, som arbejdet med elevernes kompetencer har haft igennem de sidste 4 år. JPCK er et sammenskrivning af de it-arbejdsområder, der beskrives i Fælles Mål inden for samtlige fag. Det er samtidig et ideelt redskab for teamet og den enkelte lærer, idet opbygningen og overblikket sikrer, at det nu bliver enklere at dokumentere og evaluere arbejdet med elevernes it-kompetencer. JPCK består af tre trin: • Indskoling (trin 1) • Mellemtrin (trin 2) • Overbygning (trin 3) Hvert trin er opdelt i fem områder: • It- og mediestøttede læreprocesser • Informationsindsamling • Produktion og analyse • Kommunikation • Computere og netværk Progressionen inden for hvert af disse områder stiger,så kompetenceniveauet svarer til elevernes alder og betjeningsmæssige forståelse og erfaring. Handleplan: Arbejdet med JPCK påbegyndes fra skoleåret 2005/06 gældende fra 0.-7.klasse og planen er, at samtlige klasser (0.-9.klasse) inden for de næste to år arbejder målrettet efter konceptet. Lærerne skal indføre de forskellige it-mæssige fokusområder for den enkelte elev/klasse/årgang i deres årsplaner. Årgangen skal være enig om de forskellige fokuspunkter (udvalgte trinmål i JPCK), men hvordan de udføres er op til den enkelte lærer/klasse. I den forbindelse er der uddannet to JPCK-koordinatorer. De vil sammen med skolens bibliotekarer og it-vejlederen forestå vejledning af kolleger, således at de kan understøtte implementeringen af it i undervisningen. Lærerne i de nuværende fag og kursusforløb på 3. og 6.årgang ændrer indholdet i retning mod JPCK og forløbene vil fra skoleåret 2005/06 hedde JPCK 1 og JPCK 2 og relatere til trinmålene efter 3. og 6.klasse.
Koordinatorernes rolle er at være: • Rådgivere og vejledere i forhold til konceptet. • Koordinatorerne skal være synlige og tilgængelige.De indkalder to gange om året til et erfaringsudvekslings- og statusmøde med en teamrepræsentant fra hver årgang, som er JPCKtovholder. • Ved bibliotekets lærerarbejdspladser er indrettet et afsnit med mappe indeholdende gode ideer, links, koncept, undervisningsforløb samt undervisningsmateriale (fx cd-rom). Der oprettes en virtuel JPCK-konference i lærerintra eller skolekom. • Koordinatorerne kan være eksaminatorer på afslutning af de enkelte trinmål - 3.klasse, 6. klasse og slutningen af 8.klasse. Ressourcer: En række lærere vil varetage de vejledningsmæssige opgaver. Midler fra ENIS vil understøtte processen. Evaluering: Som en vigtig del af arbejdet med JPCK vil hvert forløb blive evalueret og dokumenteret ud fra de værktøjer, som forefindes på www.junior-pckoerekort.dk under punktet evaluering. Det generelle arbejde med kørekortet vil blive drøftet og evalueret løbende af de to koordinatorer bl.a. med udgangspunkt i de to årlige omsamlings- og erfaringsmøder med repræsentanter fra årgangene. Kvalitetskriterium: 90 % af skolens elever certificeres i henhold til trin 1, 2 og 3. |
||
|